Dorthe Rindbo
Personlig planlægning
Dorthe Rindbo er rådgiver og coach med speciale i personlig planlægning og effektivitet. Dorthe giver gode råd om hvordan du får mere tid, overblik og overskud på dit arbejde og i hverdagen.

05.06.09 kl. 13.38

Familiens daglige planlægning

Hej Dorthe.

Jeg håber, du kan komme med et godt råd til mig. Jeg bor alene med 2 børn på 10 og 8 år og har en kæreste, som bor cirka 1 km væk, så vi ses og spiser sammen næsten daglig. Men vi er begge total uorganiserede d.v.s. at sådan noget med hvem der spiser hos hvem, og hvem kører lige ungerne til sport og alt det andet som børn nu engang skal til. Det er sådan lidt tilfældigt. (Vi bor i en lille by hvor der ikke sker noget så børnene er for små til at transportere sig selv endnu.)

Jeg har prøvet at lave en kalender med at mandag skal der vaskes gulv og A skal til fodbold kl 17- 18 og B til Gym kl 18 - 19, men så dukker der lige en børnefødselsdag op. Eller vi aftaler at spise hos mig kl 18 og så har jeg lige glemt, at A skal hentes kl 17.30 - regner så med at kæresten kan tager ham med på vejen, men han ringer så og siger han er lidt forsinket og så vælter den plan. Og så er det kaos igen.

Jeg kunne blive ved, men jeg tror, du har fået en ide om hvordan det er. Har du nogen ideer til, hvordan vi får det lidt mere struktureret? Eller er det bare sådan i børnefamilier?


Mange Rodede Hilsner Fra Bente

Kære Bente,

Jeg er glad for, at du stiller netop dette spørgsmål. Jeg oplever, at der er mange børnefamilier, som har præcis de samme udfordringer som jer. Livet i en børnefamilie er nemlig ofte travlt. Der er mange forskellige aktiviteter og pligter - og der er mange at tage hensyn til. Planlægning kan være en af de største udfordringer for børnefamilier. Men livet i en børnefamilie behøver ikke at være uorganiseret og kaotisk. Det bør det faktisk ikke være. Det er jo stressende, forvirrende og irriterende – også for børnene.

Jeg har følgende tre råd til, hvordan I får mere overblik, ro og planlægning ind i jeres familie.

Råd nr. 1 – Hold familietopmøder  
Hold ét ugentligt familiemøde, hvor I både kigger på den uge, der er gået og den uge, der kommer. Sørg for at alle er til stedet – det vil sige dig, dine to børn og din kæreste. Hvis det er muligt, så sørg for at holde topmødet på samme tidspunkt hver uge – for eksempel søndag formiddag kl. 10-11.

Start med at kigge på den uge, der lige er gået. Hvad fungerede godt? Hvad fungerede mindre godt? Hvad kan I gøre bedre i næste uge? Hvad vil I gerne rose hinanden for? Fortæl hver især hvad der har været jeres bedste oplevelse i ugens løb. I kan også kåre ”Ugens bedste replik” eller ”Ugens bedste børneindsats”. Ros børnene for deres hjælp og indsats for at få ugen til at fungere godt. Det vil motivere dem til at hjælpe dig/jer endnu mere.

Kig herefter på den kommende uge. Gennemgå ugen dag for dag. Fortæl, hvad I hver især har på programmet. Hvem skal til børnefødselsdag, hvem skal til fodboldkamp og hvornår er der forældremøde? Skriv det hele ned på en stor ugekalender, som I hænger op på for eksempel køleskabet.  Aftal også, hvem der kører og henter hvem på hvilke dage. Lav også en aftale om, hvem I spiser hos på de forskellige dage. Tal om, hvordan I vil slappe af og holde fri den kommende uge. Kom hver især med en ide til en familieaktivitet, som I synes kunne være sjov. Vælg den bedste ide og giv eventuelt en lille præmie til den, der kom med ideen.

Sørg for at holde et sjovt og hyggeligt møde, så det bliver noget, som I alle sammen ser frem til.

Råd nr. 2 – Lav en daglig to-do-liste
Et generelt råd som jeg giver til alle – og ikke kun børnefamilier – er, at lave en daglig to-do-liste. Lav en liste over alle de ting, som du skal og vil nå den følgende dag. Husk at kig på kalenderen fra jeres familietopmøde. Skriv alt ned – stort som småt. Lav herefter den hurtig estimering af, hvor lang tid hver enkelt ting på din liste vil tage dig. Læg dine estimeringer sammen og se, om din liste er realistisk. Har du overhovedet tid til alt på din liste?  

Lav til sidst en prioritering af dine opgaver. Hvad er vigtigt og hvad er mindre vigtigt at nå den næste dag? Hvilke ting skal og bør du nå og hvilke ting ville blot være rare at nå? Skriv det hele ned og brug listen løbende gennem dagen. På den måde undgår du for eksempel, at du glemmer, at ”A skal hentes kl. 17.30”.

Det lyder måske som en større opgave, men reelt vil det tage dig 5-10 minutter at lave din daglige to-do-liste og den vil gøre en verden til forskel.

Hvis du tilmelder dig mit nyhedsbrev på www.dortherindbo.dk får du (gratis) den fulde opskrift på en to-do-liste, der virker. Jeg kan varmt anbefale dig at bruge de tre trin, som jeg beskriver.

Og husk – ingen plan er skudsikker. Der vil uden tvivl dukke uventet ting op i løbet af en dag. Det er en del af livet. Men i stedet for at tænke ”nu vælter hele planen” og kaste den over skulderen, så brug 5-10 minutter på at opdatere din plan i forhold til de nye ting, der er dukket op. Ofte kan du bruge meget af din oprindelige plan til hurtigt at komme tilbage på sporet.

Råd nr. 3 – Skab et familie-support-team
Mit sidste råd handler om, at I kan danne jeres helt eget familie-support-team. Et familie-support-team består af mennesker, som kan hjælpe og støtte jer i det daglige og som også kan træde til i lidt mere akutte situationer. Jeg opfordrer alle børnefamilier til at have et familie-support-team og mange har det også i form af bedsteforældre og andre tætte familiemedlemmer. Men jeres support-team kan også bestå af personer fra jeres vennekreds eller netværk – mennesker, som I har tillid til.

Kig efter i jeres familie, omgangskreds og netværk.  Hvem ville kunne hjælpe jer og hvordan? Måske findes der flere, som kan hjælpe jer med at hente og bringe børnene til deres forskellige aktiviteter. Hvad med forældrene til jeres børns venner? Måske kunne I skiftes til at hente og bringe?

Måske føles det besværligt i starten og du vil måske tænke, at det er hurtigere og nemmere, hvis du lige selv kører ungerne til fødselsdag, fodbold, svømning og badminton. Men i det lange løb, kan det virkelig betale sig at lave sådanne ordninger. Så prøv at tænk kreativt i forhold til hvem der kunne være en del af jeres familie-support-team og hvordan de bedst ville kunne hjælpe jer.


De tre råd er simple, men når I følger dem, vil I hurtigt opdage, at de også er effektive. Jeg ønsker jer held og lykke med jeres familietopmøder, din daglige to-do-liste og jeres support-team. Du må meget gerne skrive tilbage og fortælle, hvordan de tre råd fungerer for jer. Du er naturligvis også meget velkommen til at vende tilbage med yderligere spørgsmål.

God planlægning!


Kærlig hilsen
Dorthe


Stil et spørgsmål til Dorthe Rindbo her »


Til brevkasse forsiden »


Læs også på kvinder.bt.dk

Guide: Find vej gennem jobjunglen

Læs mere »

 


Singlekvinder arbejder gratis

Læs mere »

 

Derfor irriterer du dine kollegaer

Læs mere »