 |
 |
Annette Heick Spørg Annette  |
 |
Skriv til Annette Heick om dine dilemmaer, fantastiske oplevelser eller problemer I parforholdet eller som single - så kaster hun et frisk blik på sagen og giver et råd. |
|
  |
|
|
24.07.09 kl. 11.12
Hej Annette,
Jeg faldt over en artikel der handlede om hvordan du mødte din mand, og hvordan du var i et forhold da du mødte ham. Den artikel har nu ledt mig herind, da jeg føler, at jeg befinder mig i en lign. situation, men ikke er sikker.
Jeg er 25 år, har været i et fast forhold i 6 år og har pludselig fået øjnene op for andre end min kæreste. Jeg ved ikke hvorfor, eller hvor det kommer fra, da vi har et godt forhold. Han er min bedste ven! Der er særligt én, som stjæler min tankevirksomhed - dag og nat - og det har stået på i ca. 4 mdr. nu. Jeg ved ikke hvad det betyder, eller hvordan jeg finder ud af det. Jeg elsker min kæreste, men lidenskaben er (fra min side) forsvundet…
Mit spørgsmål er vel egentlig, hvad jeg kan/skal jeg gøre... Var du helt sikker da du mødte din mand, eller også i tvivl indimellem? Jeg er godt og grundigt forvirret og har det ikke så godt med de tanker jeg går rundt med!
Hilsen LL
Kære LL!
Åh, hvor er det svært med den kærlighed. Du har været i forhold til din kæreste, siden du var 19. Det er nogle meget vigtige år rent udviklingsmæssigt, og der er ingen tvivl om, at du nu er blevet nysgerrig efter at vide, hvad der er på den anden side af plankeværket. Det er jo smadder-sørgeligt at skulle sige farvel, da du og din kæreste kender hinanden til bunds og er en meget stor del af hinandens liv. Men jeg bliver nødt til at sige til dig, at skal du have stillet din nysgerrighed, så skal det være nu. Mens du stadig er ung, og mens der ikke er børn i forholdet. Det er risikabelt, fordi du ved, hvad du har og ikke ved, hvad du får, men kun du kan svare på, om det er forsøget værd.
Dog synes jeg, du skal finde ud af, om der også er interesse for dig hos den mand, der optager dine tanker, før du lægger dig fast på noget. Der er ikke nogen nem vej ud af det gamle forhold, for jeres venskab vil lide et knæk, og du vil komme til at savne det venskab. Til spørgsmålet om, hvor sikker man kan være...tja, min far sagde engang: Man skal gifte sig, når man simpelthen ikke kan lade være, og det tror jeg er en meget klog måde at betragte forholdet på.
Held og lykke.
Annette
|