- Foto: Colourbox
Jeg kender en mand, der, når man skal køre i bil med ham, ikke vil lade mig køre. Og det er ikke fordi, at jeg ikke må køre hans bil, hvis han ikke selv er med. Men fordi han synes, at en dreng og en pige ikke kan køre bil sammen, hvis det er pigen, der sidder bag rattet med drengen på passagersædet. Det er sgu da sært. Og til tider ret upraktisk.
Alligevel kan jeg meget godt lide tanken.
Men det strider mod det, som jeg har lært og er vokset op med. ’Jeg kan selv’, har været et af mine livsmotto’er, alt i mens jeg har revet de tungeste kasser og bæreposer ud af hænderne på mænd, insisterende trampet i gulvet for at få lov til betale middagen, lært at råbe ’røv’ på et stadion og åbne en øl med tænderne, og boret mindst 50 forkerte huller i væggen, når jeg har skulle knalde en lampe eller et billede op på væggen.
Så når mænd bliver bange for at blive for meget mænd og tage over, så er det jo meget naturligt. Og samtidig lærer vi dem jo også, at de skal være moderigtige, plukke øjenbryn, vokse ryggen og have bløde hænder. De skal kunne diske op med en totalt lækker dinner og lære at åbne op og tale om deres inderste tanker. Ellers er de skyld i vores iturevne parforhold og manglende sexliv.
Og jeg kan også godt se pointen i meget af det. Jeg er da i hvert fald blevet for gammel til at gide lave om på nogen og for eksempel lære dem at klæde sig på, og på den anden side gider jeg da heller ikke følges med en ’grim’ på gaden.
Men for fanden. Der må da være en mellemvej. Hvor mænd ikke behøver at aflevere deres testikler for at gå ind i et parforhold, og hvor vi stadig er det køn, der bruger længst tid på badeværelset. For helt ærligt. Det kan sgu da også blive for fimset.
- Klummeskribent Rikke Pedersen. Foto: Katja Maria salomonsen
Og jeg savner virkelig ’rigtige’ mænd. Som bærer den tungeste pose hjem fra Irma. Som svejser ting og hamrer søm. Som ræber højlydt. Og som klasker mig røven på de mest upassende tidspunkter. Som siger nej tak til invitationen fra min mor om en hyggelig familiesøndagsfrokost, fordi han hellere vil spille fodbold. Og som har lært at sige ’hold kæft’ og skride, når jeg lige synes, at ’vi skal snakke sammen’.
Jeg vil have mænd, der kan passe på en, og som man kan læne sig op ad og græde. Og når de har brug for at være kede af det, så kan de gå ud og fælde et træ eller noget. Jeg er en prinsesse. For helvede. Du skal komme og hente mig. Og køre mig steder hen. Og tage med mig ud på eventyr. Og bestemme det hele. Og give mig din jakke, når jeg fryser.
Og her ligger problemet selvfølgelig. At jeg både vil være prinsesse og gøre det selv. Det hele starter hos mig selv. At vi også skal give mændene lov til det. Ved jeg godt. Og jeg ved også godt, at der absolut ikke er noget nyt i den her problematik med, at mens vi alle sammen forsøger at ensrette os i den som udgangspunkt kloge tanke om, at vi alle kan det samme, så mister vi også noget af kønnenes unikhed. Og at det selvfølgelig er en balancegang. Jeg er bare så mega træt af det.
Der er simpelt hen ikke noget mere usexet end en mand, der føler alt muligt. Det er ligesom en mand, der siger ’undskyld’ efter et samleje. Eller ’tak’.
Eller mænd, der ’spørger om lov’. Jeg hørte en mand forleden, der spurgte sin kæreste, om han måtte gå ud og købe en Playstation. Helt ærligt. Hold nu kæft og gå ud og køb den Playstation.
(Og ja, jeg ved godt, at tingene også skal hænge sammen. Og vi skal indgå kompromiser. Men vi har jo altså ud fra mange værdier, og fordi vi elsker hinanden, valgt at være sammen med et andet menneske, og dermed har vi vel også en vis tiltro til hinandens handlinger og en eller anden form for respekt for den andens person.)
Så kom. Giv mig en mand med to forskellige grimme sokker på, uplukkede øjenbryn og arrede, ru hænder efter hårdt fysisk arbejde. Som lugter af sved, klør sig i lysken og stikker mig en flad (billedligt talt!). Og som løber ud med drengene og råber ’fisse’ og knalder øldåser i panden på sig selv, når jeg får pigerne over til hvidvin og noget skalddyr, i stedet for at sidde derhjemme og deltage i en omgang Trivial.
Over and out.
AF RIKKE PEDERSEN
