Fra pædagog til direktør
Omkring 10.000 nyudklækkede lykkelige ikke-rygere er passeret gennem Mette Fønss' lokaler i løbet af de 7 år, hun har været direktør for Easyway rygeafvæning her i Danmark.

- Foto: Semko
Mettes overordnede drøm er stor, nemlig at alle danskere gør sig fri af røg inden år 2020. Det giver hende 13 år til at overbevise alle rygende danskere om, at de ikke behøver cigaretterne.
- Det handler om at sætte klare målsætninger. Jeg plejer at dele mine målsætninger over i overskuelige enheder. Pt. arbejder jeg for, at vi når op på over 5.000 deltagere i vores rygestop kurser pr. år. Det er et realistisk mål i forhold til at 200.000 danskere har et ønske om at holde med at ryge.
- En målsætning skal være så udfordrende, at den inspirerer dig, men den må ikke ligge så langt væk, at den demotiverer dig, siger Mette.
Rygestop med posten
For ti år siden var Mette selv ryger. Som mange andre rygere havde hun diverse mislykkede rygestop og ’kun 5 dages forsøg’ bag sig.
Men en dag sender en ven fra London hende Allen Carrs rygestop bog : The Easy way to stop smoking, sammen med et brev med ordene: stop trying – this time do it.
De næste uger tygger Mette sig igennem bogen. På dette tidspunkt arbejder hun i et narkoprojekt. Da hun skal på afgiftningstur med ’rødderne,’ bestemmer hun sig for selv at blive røgfri ved samme lejlighed. Og det bliver hun.
Fra nu af går bogen på tur mellem Mettes venner. En dag spørger Mettes far efter bogen, men da han ikke er god til engelsk, bestemmer hun sig for at oversætte den til dansk. Der kommer også en aftale i stand med det engelske forlag og ophavsmanden, men Mette får ikke gennemført oversættelsesprojektet.

- Foto: Semko
Undskyldning bliver til virksomhedsstart
- Et år senere er jeg igen i London for at tage en lederuddannelse. Under opholdet bryder min kæreste og jeg med hinanden. Jeg får en stor trang til at ’binde ender’ og rydde op i mit liv. For at kunne sige ordentligt ja må man kunne sige ordentligt nej. Derfor opsøger jeg den fyr jeg lavede oversættelsesaftalen med, siger undskyld og forklarer hvorfor. Han bliver glad for mit besøg og inviterer mig til at overvære et rygestop kursus.
- Det var helt utroligt at være med til! Ind kom ti mennesker, der lignede en flok slagtefår. Nogle timer senere gik de samme mennesker nærmest flyvende ud derfra! Det stod glasklart for mig, at dét her måtte jeg lave. I 1999 tager jeg tilbage til København fast besluttet på at starte Easyway kurserne op herhjemme.
Et sats
Easyway er et varebeskyttet system. Og det var mange penge, megen tid og uddannelse jeg, som nyuddannet pædagog, måtte stille op med for at få rettigheden til at arbejde med konceptet. Både familie og venner syntes det var et alt for stort sats. Jeg var dog hele tiden stensikker, men manglede pengene til at gøre det til virkelighed. Banken havde allerede meldt ud, at de ikke var med på ideen!
- Jeg ringede rundt til gud og hvermand jeg kendte og får involveret en masse mennesker. Vi fik lavet en ordentlig forretningsplan og gik i banken igen. Min ven tilbød at kautionere for mig, for som han sagde til bankrådgiveren, var han overbevist om, at han ville få hver en øre igen. Denne gang gik min kassekredit igennem endda uden, at min ven behøvede at kautionere. Men jeg er glad for, at han stolede på mig, fortæller Mette Føns
Tag ansvar for dit liv
I dag har Easyway centeret millionomsætning. Mette har prøvet at tjene millionerne – men også at miste det meste igen ved fejldispositioner.
- Jeg har haft tiden med mig, der er sket meget de sidste 7 år. Dengang kom folk til mig som en sidste udvej, med en masse mislykkede forsøg bag sig. I dag kommer folk ofte i første omgang, de vil have professionel hjælp fra start.
- Jeg kan mærke der er et skred på vej i samfundet. Jeg tror vi vil opleve at rigtig rigtig mennesker lægger smøgerne fra sig de kommende år. Det handler dybest set om at vedkende sig ansvaret for eget liv.
- Det gælder i rigtig mange aspekter af livet, at hvis du lægger ansvaret uden for dig selv, er det måske nemt lige i øjeblikket, fordi det ikke er din skyld når tingene mislykkes. Men samtidigt opgiver man jo adgangen til at kunne ændre på tingene. Ved at fralægge sig ansvaret, udelukker man sig også for alt det gode.
Tekst: Petrusjka Jeiner
Der er næsten tigervækst i udviklingen af kursusvirksomheden fra 2000 og op til i dag. Da Mette Føns fik rettighederne til at afholde Easyway kurser i Danmark deltog 90 personer i kurserne det første år.
Næste år steg deltagerraten til 300 og sådan gik det stødt op i flere år. I dag har virksomheden 11 mennesker tilknyttet og kapacitet til at kører 850 kommende ikke-rygere igennem pr. måned.
Easyway er ’opfundet’ af englænderen Allen Carr, der er forfatter til bogen The easy way to stop smoking.
Allen Carr var storrygende revisor i 33 år af sit liv. Efter et utal af mislykkede rygestop forsøg fandt han en dag den lette vej ud af røgen.
I 1983 skodder han sin sidste cigaret og har efter sigende aldrig savnet dem siden.
Bogen er hjælp til selvhjælp. Under læsningen bliver det klart for læseren, at man godt nok har en nikotin afhængighed – men intet reelt behov for at ryge.
Det er en del af processen, at man skal ryge under læsningen af bogen.
Mettes 5 råd til et vellykket farvel til smøgerne:

- Foto: Colourbox
1: Gør dig helt klart, at du er afhængig af et stof.
2: Gør dig klart, at det er dig selv der har bragt dig i den situation af afhængighed og derfor kan kun du selv komme ud af den igen.
3: Gør dig helt klart, at du ikke går glip af noget!
4: Stil ærlige spørgsmålstegn ved ting, du plejer at tage for givet. Såsom om det virkelig er hyggeligt at ryge?
5: Nyd det. Det er skønt at være fri af røgen. Du har fortjent det !
Hån ikke rygeren
Det bliver mere og mere normalt at udstøde, ja nærmest moppe rygeren – er det i orden ?
Nej bestemt ikke. Hån taler til vores laveste følelser i os. En ryger der bliver mødt med hån, får kun endnu sværere ved at give slip på cigaretterne.
Jeg tror på inspiration i stedet for forbud.
Tro ikke på julemanden
Hvis det virkelig passer, at man på en enkelt dag, kan blive omvendt fra stinkende ryger til lykkelig ikke-ryger, bygger systemet så ikke på ren hjernevask?
- Jeg hører tit den med hjernevask, men systemet er hverken magi eller hjernevask. Det er et paradigmeskift.
Hvis du fx altid går med gule solbriller, vil du til sidst opfatte verden som gul. Men det bliver den altså ikke gul af, det opdager du, når du tager brillerne af.
Gennem EasyWay vil du få punkteret nogle forestillinger om rygning. Du vil forstå nogle grundlæggende ting om rygning, der gør det let at slippe troen på at smøgerne er vigtige.
Det er lidt som at holde op med at tro på julemanden. Når man én gang har sluppet troen, får man den ikke igen. Men hjernevask er det ikke.
