Dorthe Rindbo
Personlig planlægning
Dorthe Rindbo er rådgiver og coach med speciale i personlig planlægning og effektivitet. Dorthe giver gode råd om hvordan du får mere tid, overblik og overskud på dit arbejde og i hverdagen.

10.01.09 kl. 15.52

Jeg kommer altid for sent

Jeg håber, at du kan give mig et par gode råd om, hvordan jeg kan blive lidt mere punktlig. Mit problem er, at jeg kommer for sent til alt. Jeg er ofte bagud i løbet af en dag og jeg kommer tit 20-30 minutter for sent til møder og aftaler. Alle omkring mig er rigtig træt af mig og kommer også med små stikpiller. Jeg er faktisk også træt af at høre mig selv komme med alverdens dårlige undskyldninger for, hvorfor jeg (endnu en gang) kommer for sent. Jeg har konstant dårlig samvittighed og jeg føler mig ret stresset over det.

Jeg vil rigtig gerne ændre mig, men ved ikke hvordan. Jeg er også bange for at det på længere sigt kan give mig alvorlige problemer - både på mit arbejde og i forhold til min familie og mine veninder. Hvad kan jeg gøre?


Hilsen
Maria

Kære Maria,

Der kan være mange årsager til, hvorfor du kommer for sent. Nogen kommer for sent, fordi de ikke synes, at det er vigtigt at være punktlig. Andre kommer for sent, fordi de gerne vil ses og høres. I dit tilfælde handler det måske mere om, at du har for meget på programmet i løbet af en dag. 

Du bliver derfor nødt til at blive mere realistisk omkring hvor lang tid, ting tager. Du skal lære at tidsestimere. Lav hver dag en liste over alle de ting, som du skal og vil nå den næste dag. Inkludér alt på din liste - stort som småt. Vurdér herefter hvor lang tid hver enkelt ting på din liste vil tage dig. Husk også at tage højde for fx forberedelsestid og transporttid. Når du har lavet dine estimeringer, så spørg dig selv, om det er realistisk, at du når samtlige ting på listen. Det er det sandsynligvis ikke og du skal derfor prioritere de 3-5 ting, der er vigtigst at nå den pågældende dag.

Sæt også godt med buffertid ind i dine planer. Der sker altid noget uforudset i løbet af en dag. Selvom vi ikke ved, hvad det er, kan vi godt regne med at det sker. Cirka 20 % af vores tid bliver brugt på uforudsete ting.

Du skal også begynde at kigge på klokken hver gang, du vil gå i gang med noget nyt. Vurdér om du kan nå det. Er det for eksempel realistisk, at du kan nå at vaske gulvet eller skriver en mail til en veninde, inden du smutter ud ad døren? Hvis ikke, så lad være med at gå i gang.

Og husk - øvelse gør mester. Desto mere du øver dig i at estimere, desto hurtigere vil du slippe for stress og dårlig samvittighed. Held og lykke.


Kærlig hilsen
Dorthe

   


Stil et spørgsmål til Dorthe Rindbo her »


Til brevkasse forsiden »


Læs også på kvinder.bt.dk

Guide: Find vej gennem jobjunglen

Læs mere »

 


Singlekvinder arbejder gratis

Læs mere »

 

Derfor irriterer du dine kollegaer

Læs mere »