Først lidt om min baggrund; Jeg er 30 år og gik fra min eksmand for to år siden. Jeg mødte ham, da jeg var 21, og han 35. Jeg så meget op til ham. Jeg kommer fra en økonomisk fattig familie, og han var rig, direktør, flot og havde styr på tilværelsen. Jeg flyttede ind i hans lejlighed, efter vi havde kendt hinanden et år. Han begyndte at blive meget jaloux og forbød mig indirekte at have venner og veninder. Jeg blev altid mistroet og udspurgt, hvis jeg kom 20 minutter senere hjem fra studiet, end jeg plejede, og han holdt øje med mig, uden jeg vidste det.

Han slog mig aldrig, men lod mig hele tiden vide, hvor lidt jeg var værd på en meget snu og indirekte måde. F.eks. overtog han, hvis jeg forsøgte at hjælpe med at pakke indkøbsposer eller lignende. Han skældte også ud, når jeg var 'for langsom' til at udføre en opgave eller var klodset – hvilket jeg ofte var i kraft af min voksende usikkerhed.

Jeg var studerende, men ville helst vise, at jeg ikke var sammen med ham for pengenes skyld – så jeg betalte halvdelen af indkøb, husleje osv. Samtidig gjorde jeg rent hver uge i hans firmas lokaler for at tjene lidt ekstra. Jeg har først efterfølgende opdaget, hvor ydmygende det i virkeligheden var for mig. Samtidig var han meget kærlig, fortalte dagligt at han elskede mig, gav mig blomster og inviterede mig på dyre middage i byen. Han fortalte mig, at han ikke ville være jaloux, hvis ikke det var fordi han elskede mig så højt!

Jeg havde ikke rigtigt andre end ham længere. Vennerne havde jeg jo afskrevet, og mine forældre (og søskende) drikker desværre dagligt – så jeg havde ikke andre end ham at føle tillid til. Efter fem år bliver det mindre voldsomt, og han frier til mig. Jeg siger ja, men straks efter brylluppet bliver det hele værre end nogensinde. Efter 1½ år i ægteskab med ham, parterapi og flere forsøg på at gå fra ham, lykkedes det mig endelig. Jeg har været dødheldig og har fået opbygget rigtig gode forhold til få nye venner, og har fået en 'gammel' ven igen – og det betyder meget for mig. Men nu til sagens kerne; min mærkelige adfærd i forhold til mænd!

Jeg hader mig selv for det. Men jeg bliver ved med at tiltrække rige mænd eller mænd med høj status. Ikke, at der er noget galt i det, men det er som om at den økonomiske sikkerhed er blevet for vigtig for mig. Ingen af de mænd, jeg har set, vil andet end at dyrke sex med mig. Jeg møder dem i byen, får for mange drinks, flirter, går med dem hjem, de lover mig guld og grønne skove, jeg dyrker sex med dem – i et ubevidst håb om at de skal kunne lide mig for det! (Håbløst). Så ser jeg dem måske i en måned – men kun sex. Ingen nærhed, kærlighed eller interesse for, hvad jeg ellers er for et menneske.

Hvorfor gør jeg det igen og igen? Jeg maser jo bare mit selvværd endnu længere ned hver gang. Er jeg bare drama-sucker eller hvad sker der?

Sikke et langt brev! Jeg håber virkelig du vil hjælpe mig. Jeg har gået i terapi i cirka et år, men rykkede mig ikke rigtigt til sidst, fandt en ny terapeut, men orkede ikke at starte fra Adam og Eva igen. Lige meget om du svarer eller ej, så har det været terapeutisk i sig selv at skrive brevet.

Mange hilsner
Elsebeth

Kære Elsebeth,

Tillykke med at du kom ud af fangarmene på en charmør og tyran, som i øvrigt også er titlen på en af de mange bøger, der efterhånden er skrevet om psykopater, som også blandt andet kaldes dyssocial personlighedsforstyrrelse. Med psykopati menes, at man mangler empati eller medfølelse for andre. Nogle er rendyrkede psykopater, men der findes også varianter, så det kun er på visse områder, at medfølelsen er lille eller næsten totalt fraværende. Eksempelvis skal en virksomhedsejer være i stand til at fyre folk og meget nødigt køre sig selv ned med søvnløse nætter i månedsvis. Derfor kan han godt være en god familiefar.

Men du har altså været i kløerne på en, som antageligvis nyder spillet – tænd-sluk, tænd-sluk. Lige når I har det aller bedst, bliver han pludselig ondskabsfuld. Psykopaten er så dejlig, når han er dejlig, siger alle, som har været i kløerne på en psykopat. Får man ikke stoppet meget tidligt i forholdet, bliver ens selvværd undergravet bid for bid og man lever kun for de få opture, psykopaten aller nådigst tildeler en. Det er også helt klassisk at afskære partneren fra venner og familier, så han eller hun ikke får talt med andre og hermed får realitetstestet, hvad det egentlig er, hun eller han lader sig udsætte for. Hermed bliver psykopatens magt og ensomheden endnu større.

Men du bliver altså ved med at køre ind i den følelseskolde og velhavende type – to kvaliteter eller mangel på samme, som ikke nødvendigvis hænger sammen. Mit gæt er, at du, fordi du er opvokset i en alkoholfamilie, måske har udskiftet behovet for kærlighed med en økonomisk tryghed. Du har ikke oplevet kærligheden i stabile former – en fuld mors kærlighedsytringer er anstrengende at høre på og opleves også af barnets som falske. En aggressiv far, når han er fuld, overbeviser heller ikke barnet om, at der er et trygt kærlighedsforhold der – heller ikke hvis han angrer næste dag. Måske har du oveni været udsat for, at der rent faktisk også gang på gang var pengemangel og ingen eller lidt mad på bordet, grimt og gammelt tøj osv., fordi alle pengene gik til alkohol?

Du er muligvis færdig med dit studie og lever i en moderne tid, hvor kvinder uden problemer kan forsørge sig selv. Du behøver altså ikke den velhavende mand, som måske overhovedet ikke matcher dig som menneske. Det kan være svært at få et ligeværdigt forhold op at stå, hvor man ikke matcher hinanden bare nogenlunde socialt. Hvis man kommer fra et helt almindeligt arbejderklassehjem, er det kun de meget stærke og sunde personligheder, som kan undgå at føle mindreværd, hvis de pludselig kun omgås mennesker, hvor penge aldrig har været et problem og som er opdraget med adskillige overklassevaner, som ikke nødvendigvis er kendt eller brugt i den almindelige befolkning. Synes du din løn er for lav, vil det være langt sundere at satse på en lottokupon eller overveje, om lykken er en Guccitaske.

Det er uden tvivl ganske fornøjeligt at have en affære med en velhavende mand, som hår råd til de dyre restauranter osv. Men du skal begynde at stole på de alarmklokker, du er udstyret med fra fødslen. Alarmklokkerne skal sige os, om noget mærkes forkert og du har derfor været nødt til at overhøre dem din barndom, hvor meget føltes forkert, men hvor du ikke kunne handle på det. Du var jo barn og afmægtig og afhængig af dine forældre. Men nu som voksen kan du tage dem i brug igen.

Det er eksempelvis ikke et tilfælde, hvis den mand du er sammen med, den første gang udelukkende taler om sig selv og afbryder, hvis du prøver at sige noget. Det er ikke et tilfælde, hvis han er ubehøvlet overfor personalet på en restaurant eller overfor hyrevognschaufføren. Det er ikke et tilfælde, hvis han stort set aldrig siger noget pænt om andre. Det er ikke et tilfælde, hvis han ikke kunne drømme om at bidrage til nødhjælpsorganisationer. Det er ikke et tilfælde, hvis han har et nedladende og foragtende syn på andre mennesker. Lyt til dine fornemmelser og kom væk, inden du er blevet afhængig af hans sukkersøde ord, som er lige så indholdsløse, som dem, du måske blev fodret med som barn.

Du har erfaret, at det har været godt at skrive, og det er det også. Hvis man taler om sine problemer, aktiverer man kun den ene hjernehalvdel, hvorimod man aktiverer begge hjernehalvdele ved at skrive. Så mit ene forslag er, at du skal skrive ned, hvad du oplever med din nye date dag for dag. Mit andet forslag er, at du skal tale med dine venner, som kan støtte dg i at holde fast i realiteterne.

Endelig – lad være med at gå med dem hjem i en brandert. Aftal at mødes til en kop kaffe eller til en middag og find ud af, om du overhovedet kan lide ham som menneske og ikke kun som krop.

Med ønsket om, at du i fremtiden undgår 'brandfælderne'.

Hanne